Læs turbeskrivelsen, der er gjort færdig dec 2018: 

 

15 års tilløb til det røde kort

 

For 15 år siden tog Johannes (fra Vamdrup) på Nimbus og jeg på Ural af sted mod Nordkap. Uralen stoppede imidlertid i Oslo med en forvredet krumtap. Det tog ikke lang tid at sadle om og stille Uralen hos bekendte i Tyristrand ca 50 km NV for Oslo. Utøya, hvor massakren i sommeren 2011 foregik, ligger forøvrigt i Tyrifjorden under 10 km derfra. Vi reducerede i sidevognens bagage og fortsatte nu 2 mand på Nimbussen. Havde en formidabel, minderig tur og kom helt til Trondheim.

 

For et par år siden dukkede tanken om Nordkap op igen. Jeg havde i mellemtiden også fået en Nimbus. Men en prostatacancer havde fået tag i Johannes, så han nåede det ikke.

Helt forståeligt mente min kone, at det ville være fornuftigt, at følges med andre på en tur til Nordkap. Jeg søgte derfor efter følgesvende på Nimbus hjemmesiden og havde et opslag med på mit første årstræf 2017. Alle jeg talte med, ville gerne med til Nordkap - bare ikke lige nu på grund af en dårlig hofte eller arbejdet eller... helt forståelige grunde.

Først på efteråret blev jeg kontaktet af et par sønderjyder, der havde hørt, at jeg havde planer. Claus og Peder havde egentlig også tænkt at Nordkap skulle besøges. Vi aftalte et planlægningsmøde for at se hinanden lidt an og afstikke forventningerne. Det så ud til at kunne lykkes, så ruteplanlægningen startede. Jeg fik stort set frie hænder. En spændende periode med kort, beskrivelser af seværdigheder og ruteforslag. Samtidigt med at udkastet tog mere og mere form, blev hjemmesiden www.pji.dk oprettet, hvor mange af oplysningerne blev noteret. Ruten og besøgsstederne blev fastlagt, og kan ses her. I foråret 2018 foretog vi en prøvetur til Fyn, hvor vi var med til åbningen af Egeskov Slot.

Claus Peter Peder

Claus’ maskine var blevet efterset og var bare ok. Peders var til et lidt større eftersyn og skulle afhentes efter turen til Fyn. Under turen op gennem de sydfynske alper, stod det imidlertid klart, at min maskine ikke var på toppen, så den blev sendt til mekanikker straks, vi kom hjem.

Opboring af cylindre, nyt topstykke, ventiler og dele til karburatoren samt justeringer blev resultatet.

 

Der blev netop tid til indkøring og olieskift, inden der den 2. juni var afgang op gennem Vestjylland til Hirtshals. Turen var for længst lagt på en gps, så det var bare at følge den.

Tip:

Indlæg seværdighedernes adresse i gps’n – ikke bare bynavnet.

Vejret var rigtig flot. Det var så varmt, at vi kunne køre med åben jakke. Min maskine begyndte at vise tegn på at have det alt for varmt, så hastigheden blev sat ned. Måske var den ikke tilstrækkelig indkørt endnu?

På campingpladsen i Hirtshals var vejret så godt, at vi sov uden at slå teltene op. Færgebilletterne til Langesund (Larvik) var som det eneste bestilt for flere måneder siden; det havde ikke været nødvendigt, der var plads nok.

Turen til en af de første seværdigheder Rjukan, havde vi lagt ind over Gaustafjeldet, hvor vi oplevede den første fjeldnedkørsel med hårnålesving. Bremserne på en tungt læsset Nimbus kan godt blive varme.

Det viste sig, at min motors varmeproblemer var tiltagende. Jeg kunne ikke følge med op ad fjeldvejene, så jeg måtte vende om og køre hjemad, øv! Claus og Peder fortsatte til Nordkap og hjem. At de kom det sidste stykke hjem på et fejeblad, er en anden historie.

 

Jeg nåede kun til Kjellerup syd for Viborg, da gik toppakningen!

Hos den lokale Nimbusmand blev motoren undersøgt. Det var vanskeligt at finde den egentlige årsag. Efter et par forsøg lykkedes det: indstikspiberne lyddæmpningsmaterialet var komprimeret, så udstødningsgassen havde vanskeligheder med at slippe ud. Honing, nye stempler, ventiler, ventilstyr og et nyt udstødningsrør med kun en pibe.

Efter 1000 km’s indkøring og olieskift, var bussen og jeg næsten klar igen. Dog skulle karburatoren have nye dyser og en finjustering.

 

Afgang lige inden midnat torsdag den 28. juni. Jeg tror, jeg mødte 10 biler på de ca 300 km til Frederikshavn. Jeg havde fået en billig billet, så der var råd til en kahyt, hvor jeg kunne sove i flere af de 9 timer, dagturen tager til Oslo.

Den sydlige del af Norge havde jeg set tidligere, så det var med at komme til Trondheim. Herfra blev turen genoptaget efter den oprindelige ruteplan.


Det var en stor oplevelse at se Atlanterhavet gennem hullet i Torghatten. Her blev jeg for første gang kontaktet af andre turister, der havde set mig ved Nidaros domkirken i Trondheim. Dette skete også på Lofoten. En gammel sidevognsmaskine med køkkenkasse af træ og dansk flag er åbenbart ikke sådan at tage fejl af.

 

Der bliver dyrket en masse godt græs op lang Norges vestkyst. Græsset slås og rulles ind i plast. Jeg talte med en bondekone og fik lov til at sove på sådan en græsmark. Opdagede for sent, at marken var blevet gødet med gylle nogle dage forinden. Pyt, duften forsvandt igen. Lige op til marken løb en elv, hvor børnene fra nabolaget legede og svømmede.

Turen til Lofoten gik via færge. Heldigvis var vejret godt. Ingen søgang over det dybe farvand. Lofoten er bare flot! høje bratte fjelde. Der er en del ældre bebyggelse og tydelige spor af fiskeri. Torskehoveder hænger til tørre på store stativer.

Her er virkningen af at solen ikke når under horisonten tydelig at mærke.

 

Campingpladsen, jeg ville finde i Narvik, var lukket. Der bygges for øjeblikket en ny og stor bro lige i nærheden. Pladsen var blevet inddraget til boplads for arbejderne. Mange af bilerne, der kørte ind der var med sydøsteuropæiske nummerplader. Så jeg fortsatte efter planen østpå over grænsen til Sverige. Det var en rystende kold tur ind til et vintersportssted Björkliden tæt ved Abisko naturpark med et særdeles flot højfjeldshotel. Området bliver om sommeren benyttet af busturister og vandringsfolk. Stedets campingplads ligger lidt nede af fjeldet ved Narvik-Kiruna jernbanen. 3 eller 4 gange i døgnet kommer der jernmalm fra Kiruna i lange togstammer - over 60 vogne trukket af et moderne ellokomotiv. Bremseenergien fra nedturene oplagres og genanvendes på tilbageturen. Det eneste man kan høre fra toget er advarselsfløjt før det krydser vejen.

Det er lettest at bestille en billet til en rundtur i besøgsminen i Kiruna via nettet, det gjorde min kone for mig, da internetforbindelsen fra pladsen var usikker; men det viste sig, at datoen var noteret til en uge senere. Et opkald til turistkontoret i Kiruna kunne ombooke uden problemer. Jeg ankom til Kiruna turistkontor ca 3 timer før afgang og lagde godt mærke til, at der var mange svenskere i hallen. Vupti endnu en ombookning til en svensk rundtur. Åbenbart annonceres ikke alle svenskguidede ture på nettet. En tur de 550 m ned i Kirunas malmmine er et must! Udvindingen af malm sker i over 2 km’s dybde.

Dele af Kiruna ligger oven på minen, og undergrunden er derfor usikker og synker. Husene i dette område rives ned. De bevaringsværdige huse flyttes på blokvogne til sikre steder. Selv store træer flyttes. Lejere i boligblokke, der nedrives, tilbydes tilsvarende nye lejligheder. Husejere får på samme måde et nybygget hus i erstatning. Vejene omkring Kiruna er perfekte – der hvor LKAB’s lastbiler kører. LKAB ejes af den svenske stat.

 

Turen gik nu videre mod nord. Sveriges nordligste købmand er et besøg værd. Han har alt - næsten! I hvert fald i fiske- og vildmarksudstyr.

Et lille smut ind over Finland = myg og store hestebremser. Finsk er uforståeligt for mig. Senere talte jeg med en nordmand, der var opvokset i et traditionelt samisk miljø. Han kom i norsk skole og de første 4 år af sin skoletid forstod han ikke læreren, der vist kom fra Bergen. Nu arbejdede han på et lille fint samisk museum i Karasjok. Han havde netop udskiftet museets norske og samiske vimpler. Jeg fik de udslidte med hjem som souvenir.

 

Længere oppe, nu igen i Norge - efter nedkørslen til Alta - kom der pludselig igen et område med græsarealer. Golfstrømmens varme vand, der også holder Narvik havn isfri året rundt, har åbenbart indflydelse også her. Ikke langt nord for Alta oppe i fjeldet forsvandt træerne. Jeg var kommet til renernes land. Meget få og spredte små huse. Skurvogne på meder og med en oliefyret kakkelovn. Renerne samles 2 gange om året; nu med snescooter, ATV og helikopter. Her så jeg også helikoptere, der fløj byggemateriale og hele skurvogne op i fjeldet.

 

Hele turen var for øvrigt præget af, at jeg kørte alene på en gammel maskine. Den tiltrak sig opmærksomhed og var mange gange anledning til starten på en samtale med lokale eller andre turister. At være ene på en tur betyder ikke at være ensom. At være ene betød også, at jeg benyttede mig af at kunne stoppe, når noget interessant viste sig. Som fx da jeg overhalede Wilfried i Nordkaptunnelen. Tunnelen er næsten 7 km lang, mere end 200 m dyb, mørk og pisse kold - nok kun 5-6˚ den dag.

Tip:

Benyt advarselslys i tunneler

Fx til påsætning med magnet

 

 

Wilfried kom på en Simson Schwalbe knallert med en lille anhænger uden baglys fra Magdeburg i det tidligere DDR. Han havde tidligere været på Nordkap i en Trabant og havde nu et par mål. Efter vi havde fundet vej ind til Globussen og båret knallerten op på platformen huggede han med medbragt værktøj sit navn ind i Globussens stål.

Tip:

Vent med at ankomme til Nordkapcentrets P-plads til efter klokken 01 tiden; da er billetboksen ubemandet og bommen er oppe.


Vi overnattede uden telt under halvtaget i læ for en bidende vind, og kunne næste formiddag besøge Nordkapcentret og se udstillingerne i de underjordiske lokaler.

Vi overnattede på Nordkap under dette udhæng

 

 

 

 

Om Wilfried fik gennemført sit sidste mål: at save et stykke af Globussen, skal jeg ikke kunne sige! Kommunen er i uafsluttede forhandlinger om at gøre adgangen til Nordkapområdet gratis, så der kun skal betales for adgang til turistcentret, fortalte en lokal mekanikker. Han kunne også fortælle, at der sejles rensdyr til sommergræsning på øen, hvor Nordkap ligger. Ikke alle bliver fanget igen, de kan åbenbart klare sig der om vinteren.

 

Hjemturen var efter ca 3000 km begyndt og gik ned gennem Finland. Landskabet ændrede sig fra fjelde med 10% stigninger med sne på toppene og store områder nærmest uden vegetation, til lange bløde sandede bakker med flere og flere træer - først birk og længere sydpå også fyr. Mange arealer er våde og sumpede.

På den første campingplads i nordfinland blev jeg budt med i sauna af en finne. Medbragt paprødvin gør undere og løsner op. Godt afvasket og opvarmet er det faktisk en nydelse at komme ud i den kolde elv. Jeg sov godt efter denne oplevelse. Den næste dag, skulle finnen, der til daglig spiller cello og bor i nærheden af Helsinki, på en 4 dages vandring gennem en naturpark.

Tip:

Medbring reservedunk.

I det nordlige Finland kan der være mere end 100 km mellem tankstationerne.

På et tidspunkt kom jeg til en lille campingplads ved en stille sø. Der var sandelig ingen storhed over pladsen. Ingen reception; lejrchefen på måske 85 år modtog betalingen på 10€ (eneste gang ikke visakort) i sin egen hyttes eneste værelse, hvor sengen også stod. Han forstod og talte kun finsk. Måske skulle jeg have anet uråd. Der var rindende vand og bruser med varmt vand i en udtjent fællesbygning ved søen. Der var også toiletter; men det var gammeldags spandlokummer. Pladsen ville næppe kunne godkendes i Danmark.

Jeg fandt pladsen via min gps, der for øvrigt havde opført sig underlig på vejen op gennem Norge, hvor jeg måtte bruge en halv dag på at opdatere den. Som sikkerhed, hvis gps’n brød sammen, byttede jeg mig til et fint Michelin-kort over Norge og Finland af en tysk MC kører, der havde et ekstra kort. Han fik 3 “madpakker” i bytte. Det var Peders kone, der havde skaffet disse langtidsholdbare vakuumpakker, der fx kunne indeholde skivede kartofler eller nudler i sovs med løg og bacon klar til at komme på panden. Disse pakker var faktisk rigtig fine til en pris på under 15 kr pr måltid. Et kvarter på en teflonpande og en fin middag var klar. En anden ret kunne være kartoffelmos med pølser. Jeg havde medbragt denne type mad til hele turen. Når jeg var på campingplads, benyttede jeg oftest deres køkken. Ved overnatning i det fri, benyttede jeg mit gasblus.

 

2 gange spiste jeg lokalt: først hos et par ældre finske koner nord for Kiruna, hvor jeg fik rensdyr med syltede agurker i pita brød. Anden gang var i verdens nordligste MacDonald restaurant i Rovaniemi. Det er også i denne by, Santa Claus holder til - faktisk lige på den nordlige polarcirkel.

 

Santa var hjemme; men han havde ingen gæster, så jeg fik en halv times alvorlig samtale med ham. Meget forskelligt blev drøftet. Putins og Trumps møde i Helsinki. Han var ikke klar over, at vi i Danmark spiser and og risalamande juleaften. Santa er 198 cm høj og gift med en thai. Han spiser juleskinke og fisk. I starten af ægteskabet var det lidt underligt, fortalte han, at der var tilsat thailandske krydderier. Under sådan en samtale bliver man fotograferet, og det er så meningen, at man skal købe et foto til 10€. Jeg kunne godt få et afløserjob for ham, sagde Santa. Det var nok derfor, det var ok, at jeg tog en selfie, hvilket ellers var forbudt.

Hele landsbyen er meget kommercielt anlagt. Masser af souvenir og julekram. Der er også et posthus (med gratis wifi), hvorfra der kan sendes julekort.

Lidt længere nede i Lapland, have jeg slået mit indertelt = myggenet og feltseng op under et halvtag ved en i 70’erne nedlagt købmandsbutik i landsbyen Kivitaipale. Her kom Eero og konen Sari forbi. De var på familiebesøg og var ude at gå med (læs: blev på det nærmeste trukket af) 4 hunde - herunder en norsk elghund og en husky. Svogeren boede på et nedlagt husmandssted lige i nærheden. Han var ansat som entreprenør ved det lokale vejvæsen: ryddede sne, klippede rabatter, trak biler fri, fældede træer osv. Svigerinden var fysioterapeut, og datteren var lige blevet konfirmeret. Eero kendte godt til Nimbus og dens virke i bl.a militæret. Faktisk havde han for nylig købt filmen “9. april”. Det viste sig, at Eero arbejdede i Helsinki for et firma, der havde tilknytning til det pansermuseum i Parola, jeg havde planer om at besøge, så han ville meget gerne give en privat rundvisning efter lukketid. Hvor tilfældigt og heldigt! Svigerinden var heller ikke uden evner. Da jeg spurgte om, hvad de sådan beskæftigede sig med, svarede hun friskt: “In the summertime we fish and fuck! During the winter, we don’t fish!”. Jeg fik aftenskaffe, kom med i sauna, fik snakket meget, sov i laden og fik morgenmad den næste dag. En meget gæstfri familie med fin humor.

Unge og uddannede finner taler udmærket engelsk. Nogle finner langs den sydlige vestkyst taler også svensk. Ældre finner har det vanskeligt med sprog - måske kan de lidt russisk.

 

Finnerne har gennem de seneste 100 år gennemgået meget: Den Finske Borgerkrig, Frihedskrigen, krig mellem borgerlige hvide og socialistiske røde grupper i Finland 1918. Vinterkrigen i 1939 og Fortsættelseskrigen med Rusland, hvor Finland bl.a. fik støtte af Tyskland. Lidet kendt erklærede England faktisk krig mod Finland i 1941. Særligt Ruslands indlemmelse af Karelien i 1940 fik betydning for mange finner, der måtte flygte.

Alt i alt traumatiske forhold, der stadig mærker især ældre finner. Finlands medlemskab af EU kan ses som en markering af ønsket om vestlig tilknytning. I flere af de samtaler, jeg havde med finner, mærkede jeg glæden over demokrati og selvbestemmelse, men også en frygt for pludselig ændring i forholdet til den store østlige nabo.

 

I Oulo tæt ved toppen af Den botniske Bugt nåede jeg lige at opleve den sidste del af weekendens musikfestival. En gymnasielærer spillede ene mand på guitar ved en restaurant på havnen. Han havde en playliste med et par hundrede numre, som man kunne ønske efter. Efterfølgende lød det som et helt band. Jeg fik spillet Cocaine af J.J. Cale - senere spillet af Eric Clapton.

 

I Kälviä et par hundrede km længere nede af kysten så jeg pludselig et værksted, hvor der udenfor stod et antal motorcykler. Herunder en helt ny Ural med sidevognstræk. Jeg ville selvfølgelig se den, da jeg har en sidevognsural fra 1987. Ejeren kom ud, og han viste herefter frem af godterne. Bag garagernes porte stod mindst 30 fine gamle biler. Buick i forskellige aldre, Ford T, Saab 92 med delt forrude og mange andre, jeg slet ikke kendte. Han havde mindst lige så mange MC’r. En af dem var ombygget med turbo. Fantastisk at se en sådan privat samling - helt tilfældigt.

 

Herefter begyndte nimbussen at brokke sig. Den have selvfølgelig tidligere haft det varmt på de længste og kraftigste stigninger - fx opkørslen til Nordkapplatoet; men nu var der vanskeligheder med både varme og nedgang i kraft på jævne strækninger. Jeg prøvede selvfølgelig at stoppe og afkøle. Fandt et stille sted, hvor jeg kontrollerede gnist på alle tændrør, ventilspillerum, skiftede olie og kontrollerede om oliesien var tilstoppet (skulle alligevel have skiftet olie). Intet at bemærke ud over, at efter 500 m blev motoren for varm og mistede kraft. Hjemmefra blev muligheden for tilstoppet hul i benzindækslet nævnt som en mulig årsag. Benzin med tilsat 10% bioethanol, som sælges i Finland, kunne arte sig sådan.

 

Efter 4200 km og ca 2½ uge blev den alvorlige afgørelse blev truffet. Jeg kunne ikke køre de sidste 1800 km uden hjælp til løsning af problemet. SOS-International blev kontaktet. Herligt at kunne få hjælp i et land, hvor sproget kan være en barriere. Ventede et par timer. Blev afhentet af et fejeblad. På vej efter yderligere en skadesramt - shit min taske med personlige papirer herunder mastercard var ikke kommet med! Heldigvis skulle vi samme vej retur, og tasken stod efter et par timer urørt, hvor den var blevet glemt. Transportøren og jeg blev enig om, at der ingen banditter var i Nordfinland, de måtte være i den sydlige del.

Det anbefalede værksted var selvfølgelig lukket, da vi ankom, så bussen blev læsset af og aflåst. SOS havde fundet et hotel; men her efter midnat var det låst. Heldigvis kendte transportøren en sikkerhedsvagt på et hotel i byen. Han blev kontaktet og fik åbnet sit hotel, så jeg kunne få en seng for resten af natten.

Næste dag viste det sig, at værkstedets mekanikker havde ferie, og ingen kendte andre værksteder, der kunne komme på tale. SOS prøvede uden held via deres kontakter. Man ville da gerne se på en Nimbus; men skrue, nej tak! Hvilket jeg egentlig også var tilfreds med. Jeg var efterhånden klar til at komme hjem.

 

Efter lidt snak med en SOS medarbejder, skulle han lige have et go fra sin chef. Ruten blev: taxa fra værksted til busstationer i Kokkola, bus langs kysten mod syd til Vasa, taxa til færgen, færge over Den botniske Bugt til Umeå, taxa til hotel, som SOS igen havde sørget for, taxa til lufthavn, fly til Kastrup via Stockholm og endelig tog de sidste 230 km hjem. Hjemturen med SOS tog ca 33 timer.

Nu venter jeg så på at nimbussen kommer hjem. Det kunne vare 2-3 uger. Autotransporterne fra Finland er ikke så hyppige.

 

Når jeg læser min beretning igennem, er der ikke blevet plads til bl.a. at fortælle

  • om det tilfældige møde i Norge med en 30 år tidligere arbejdskollega, der også var på vej til Nordkap.
  • om besøget i en genbrugsbutik på Lofoten, hvor medarbejderne var unge med særlige behov - det var næsten som at være på arbejde.
  • om besøg i et stort indkøbscenter, hvor jeg købte et par finske cowboybukser.
  • om det gode vejr med sol og op til 31°C og kun støvregn 1½ dag.
  • om overnatningen på den finske caravan unions plads, hvor jeg var den eneste på MC og i telt. Selvfølgelig indbudt til dagens sauna, hvor vi sad 10 mænd og et par drenge og svedte. Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor et par af mændene havde en uldkalot på hovedet. Alle havde sauna derhjemme og benyttede den hver dag. Næste morgen, da jeg forlod pladsen, mødte en stor flok - herunder også bedstemødre, småbørn og lejrchefen op for at tage fotos og vinke farvel.
  • om mødet på færgen med to særpræget klædte svenske sigøjnerkvinder.
  • om den halvfulde svenske mobilhome sælger, der besang de nordiske folks samhørighed og evner til at tale sammen - konen var tydelig pinligt berørt.

 

Som det fremgår af min fortælling, har turen været en oplevelse for mig uden sidestykke. Jeg mødte kun venlige, imødekommende og hjælpsomme mennesker på hele turen.

Jeg er taknemmelig over, at

  • min kone lod mig tage turen alene; men jeg var aldrig ensom.
  • det røde SOS kort var med.

 

Tip:

Medtag mere end et betalingskort. Benzinselskaberne i udlandet er begyndt at reservere et beløb på 500 kr for hver tankning. Ved mange tankninger summer disse beløb sig og kan sammen med de almindelige hjemlige betalinger let overskride det månedlige løbende maksimum for træk på et Visakort, der normalt er 25.000 kr. Kortet (ikke kontoen) lukkes uden varsel, også selv om indeståendet på kontoen er tilstrækkeligt; men kan åbnes af NETS mod et gebyr.

 

Peter Junker Iversen

 

Den 14. august kom nimbussen hjemme igen. Den så ud, som da jeg efterlod den i Finland 4 uger tidligere.

 


 

Hvorfor tage den korte tur, når man kan opleve noget?

Vi tager turen op gennem Norge for at have solen i ryggen, når vi ser alt det flotte i Norge. 

Vi starter tidlig om formiddagen - inden mobile-home-folket fylder vejene.

Vi forventede at køre ca 300 km hver dag - regn ikke med mere end 250 km!

 

 Tryk på linket, og se hvordan, det ser ud på Nordkap lige nu!

 

 Besøg Facebooksiden Nimbus til Nordkap 2018

 https://www.facebook.com/nimnord18

kunne man følge turen. Der blev oplagt foto og småkommentarer fra turen her.